Så skete det! jeg har virkelig rendt rundt og leget detektiv og krydsforhørt veninder og min mor om hvornår det var. Og så var det simpelthen i søndags d. 20. september.

Jeg skulle til brunch med Maria L. Hun kan ikke komme til selve brylluppet så hun ville gerne invitere mig på brunch. Dejligt. Vi cykler derind og jeg går og plaprer og pludselig: SURPRISE! Jeg fik et chok og begyndte at skrige. Havde godt nok en mistanke om at noget var i gære, men det kom alligevel bag på mig. Og de var der allesammen: Maria A, Jeanette, Rikke, Louise og Sara fra folkeren. Emilie, Tanja, Lise D, Anne Sofie og så selvfølgelig Maria L fra Zahles. Og Tine min lillesøster, og The one and only Nynne. Senere kom også min kusine Jane og Zwan fra klassen. Skønnoella. Jeg fik den oppustelige dinosaur Flemming som var mit barn for en dag fordi "du er jo så skruk". Jeg skulle så passe godt på Flemse og sørge for at han kom med på alle billederne.

Vi spiste og Anne Sofie blandede den ondeste Bloody Mary til mig som jeg drak (af). jeg fik en gave som var et clue til det næste vi skulle. Det var sådan en træ-gåde-tingest. jeg var omkring en del ting og nåede også at gætte på det rigtige, som var Experimentariet.

Der var der fri leg og jeg grinede herremeget. Især da vi prøvede den lille gule skal-karrusel. Emilie så helt fjollet ud med sine lange lemmer. Spejle hvor man kan blande to ansigter var også grineren. Hvis Nynne og jeg får børn er det fandme synd. De bliver grimme. Zwan og Anso skal nok heller ikke planlægge at lave et barn. Der var også et "tynde-spejl" som vi alle sammen berundrede os selv foran meget længe. Sanselabyrinten, som man egentlig ikke må prøve hvis man er over 11 år var også griner. Lise D gramsede mig for vildt på røven inde i mørket (og hun siger det ikke var med vilje...) Jane mistede stemmen da hun skulle brøle som en løve, men til gengæld sprang hun skalaen.

Næste clue var en sten i en snor. Que? Jeg fattede ingenting. Vi kørte med bussen i noget der føltes som adskillige timer. Vi er ude i ydre Valby og jeg spørger i sjov Maria L om vi skal hjem til hendes forældre? "nej, hvad skulle vi dog der?"
Men jo vi skulle hjem til Marias forældre som har egen klatrevæg. Åh nej, tænkte jeg. Her er virkelig noget jeg ikke kan finde ud af. Lod så også bemærkningen "kunne I ikke have fundet på noget jeg var god til?" falde. Det måtte jeg høre meget for resten af dagen. Nåmmen når man sådan er hovedperson skal man jo prøve, og jeg gjorde det. Og jeg var stadig ikke god til det, men det var skidesjovt. Jeg er SÅ glad for at jeg blev presset ud hvor jeg ikke kunne bunde og det ikke var så farligt. Og næsten alle de andre prøvede også væggen. Jeanette var totalt sej, som en lille glad flue. Det fløj også gennem luften med "sjove" bemærkninger om skræv og røv for sådan en klatresele er altså ikke så flatterende.
Solen skinnede og vi hyggede i haven med øl og sandwich.

Næste clue var et Nettokatalog med en lille playmobil-åre på. Nettoåre? Nå ja, Nettobådene. Vi skulle på havnerundfart. Så vi tog bussen ind til Nyhavn, hvor vi var nogle der nåede en kold fadøl på Ansos arbejde. I båden var der høj høj stemning. 10-9-8-7-6-5-4-3-2-1 SKÅÅÅÅÅÅL hver gang vi sejlede under en bro. Fulde kællinger....

Sidste clue var en mexicanerhat og en øl. Det betød meximad og fest hos Anso. Mmmm lækkert. Og hyggeligt. Vi snakkede om bryllupsplaner og alle fik historien om hvordan jeg mødte Nikolaj. Rikke kørte et ganske underholdende kommentarspor.
Vi spillede singstar med de fede firsersange. Maria L og Lise D sang den særeste version af "ice ice baby" jeg nogen sinde har hørt. Højere og højere råbte de. 

Alle var supertrætte så det blev ikke fest natten lang, men en skidehyggelig aften for dem der blev tilbage. Lise D var den sidste der gik. Jeg magtede ikke at tage hjem, så jeg crashede på sofaen, men først efter vi havde ævlet et par timer. 

jeg vågnede kl 12, vi spiste lidt, så lidt ANTM og sov igen indtil kvart i 6 hvor martin kom hjem og fandt en fremmed kvinde i sin seng (mig) og så var jeg tænkte at jeg hellere måtte pakke sydfrugterne og drage hjem til stakkels ensomme Nikolaj.

Han blev glad for at se mig i et stykke. 

Alt i alt en superskøn polterabend. Det var godt planlagt Anso og jer andre!
 
 
Wow tænk at tiden kan gå så stærkt. 21 dage. 3 uger. Jeg glæder mig og er samtidig lidt "removed" fra det hele. Kan ikke helt forholde mig til at det er lige ved at ske, sådan i virkeligheden.

Mht til planlægning så kører det på skinner. Lidt ad gangen, og der er blevet sat en del krydser på to do listen denne uge. Jeg har købt undertøj, jeg har fået lavet prøvefrisure. (Tak Anso!) og det er SÅ flot! Har bestilt mad fra Kokken &Jomfruen, samt betalt for det. Fået detaljer omkring dessert på plads med Rikke, som skal lave hjemmelavede islagkager. ja altså jeg skal også være med, men nu er Rikke lige lidt mere ferm i dessertkøkkenet end jeg er, så tror måske bare det bliver noget med at hun styrer elementerne og jeg er den unge smukke assistent. Tror det bliver godt. Og så har jeg lavet en aftale med en af vores køkkenhjælpere på dagen. Og mor arbejder derudaf med nederdelen. Det er vist den eneste enkeltdel i outfittet der mangler nu. Det bliver sjovt at prøve det hele sammen.
 
Så alt i alt en ret produktiv uge.

Sidste blogpost handlede om boligjagt, og jeg kan da fortælle, til dem der ikke ved det, at vi var så heldige at få en lejlighed i 3. eller 4. forsøg. Meget dejligt! Det er en 3-værelses lige ved Brønshøj Torv. Med vaskemaskine og stort køkken. Nu kan vi få det arbejdsværelse/bibliotek vi drømmer om. Juhu! Vi flytter 1. november.

Og så har jeg sgu ikke regnet ud hvornår jeg skal på polterabend. Jeg er ellers ikke nogen udpræget controlfreak, men lige i det her tilfælde er jeg ved at gå i spåner over ikke at vide det. Folk lægger spor og vildspor ud hele tiden. Og jeg har virkelig prøvet at krydsforhøre mange mennesker, men alle har holdt stand. Så jeg kan med ærlighed i stemmen sige at jeg stadig ikke ved hvornår det er, men glæder mig til at blive overrasket.